Artikel

SIMON FRA ORM: ”Jeg har Förtress tatoveret på røven”

Hvis du spiller hård musik, skal du have hårde tatoveringer. Og hvis du ovenikøbet er skaldet, er der næppe nogen, der tør fucke med dig. Men er den ydre fremtoning så farlig, som den ser ud? Vi har spurgt den ene af Orms to frontmænd og bedt ham vise sine tatoveringer frem

I anledning af weekendens tatoveringsfestival Nordic Ink Festival i Frederikshavn (27.-29. oktober, red.) bringer GAFFA i disse dage en række artikler om tatoveringer.

Synes du, det er vigtigt at have tatoveringer, når man spiller hård metal?

- Det er måske ikke vigtigt, men det forstærker lidt hinanden. Det er måske ikke så fedt, hvis du har en masse cupcakes op ad armen. Jeg kan godt lide de der lidt hårde tatoveringer, der ligner noget fra Pusher-filmene. Tribal og den stil, der går ud på hænderne og op på halsen. Det er en lidt hård stil, og vi spiller hård musik, og det kan understrege udtrykket endnu mere. Og så gav det endnu mere mening, at jeg klippede mig skaldet. Det fuldendte egentlig udtrykket.


Hvorfor tror du, tatoveringer er så populære i metalkulturen?

- Der er ret mange tatovører, der også laver merch nu, og i stoner og doom er traditional-stilen også brugt ret meget i artworket. Du kan se, hvor mange metalbands, der står med langt hår og langt skæg i band-T-shirts med afklippede ærmer, så man kan se deres kæmpe sleeves. Det ser jo ret hårdt ud, og når det kommer
til stykket, ligner de sådan nogle bikere fra 70’ere. Det var sådan, Hells Angels så ud dengang, og det så jo for vildt ud.

Hvad gør det ved Orms visuelle udtryk, at I har tatoveringer?


- I starten betød det noget, fordi vi var meget inspirerede af den nordiske mytologi i vores musik. Jeg fik tatoveret Yggdrasil på halsen og Thors hammer. Dengang var der en sammenhæng. Men det er ikke noget, jeg tænker over mere. Det var måske også lidt inspireret af Kvelertak dengang, fordi de gjorde den slags og
bare så mega vilde ud med tatoveringer på halsen og hænderne og ansigtet, og jeg ved snart ikke hvad.

- Det var ekstremt, og det drog mig totalt. Men det var mere for ti år siden, fordi den slags tatoveringer også er blevet ret normaliseret nu, så man skiller sig ikke så meget ud på den måde længere. Post Malone har flere
tatoveringer i ansigtet end nogen andre, og det viser bare, hvor poppet det er blevet. Det er sgu ikke så farligt længere. Men det ser stadig sejt ud.

Simon Sonne Andersen er vokalist og guitarist i black metal-bandet Orm og indehaver af Full Moon Studio på Nørrebro i København. Foto: Emil Jakobsen
Simon Sonne Andersen er vokalist og guitarist i black metal-bandet Orm og indehaver af Full Moon Studio på Nørrebro i København. Foto: Emil Jakobsen


Betyder det noget, at man tilslutter sig en særlig tatoveringsstil, når man spiller en bestemt form for metal?

- Faktisk er dem, der får tatoveret brændende kirker og den slags symboler, jo ikke særligt satanistiske. Hvis du ser på de rigtige satanister, så har de jo bare én tribal på overarmen. Højst. Og ser helt blodfattige ud med fedtet hår. Det er jo den ægte vare, hvis der er noget, der er ægte. Men det er ret lige meget, hvad der er
ægte. Jeg har selv en brændende rundkirke for at lave sjov med mit bornholmske ophav. Jeg har også masser af omvendte kors rundt omkring, men det er jo mange, der efterhånden har.

Men er det stadig farligt?

- Det betyder nok noget, men det betyder nok ikke det samme som for flere år siden. Det er sgu nok mere runer, hvor man skal passe på, at det ikke trækker nogle tråde til den ekstreme højrefløj.

Kan du huske, hvornår du først blev draget af tatoveringer?

- Oli Sykes fra Bring Me the Horizon. Dengang de var deathcore. Han var fuldstændig fyldt med tatoveringer, der gik ned på hænderne. Stramme bukser, kæmpe stretch i ørerne, sortfarvet hår, der gik ned over øjnene. Det så fucking sejt ud. Han var et kæmpe stilikon.

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse under nålen?

- Dengang jeg spillede i Förtress, besluttede vi os for, at vi skulle have logoet tatoveret under en musikvideo, mens vi spillede. Jeg har ”Förtress” tatoveret på røven. Det er et ikonisk skud fra videoen til ”Howl”, hvor jeg ligger ind over forstærkeren og bliver tatoveret. Kato blev tatoveret på skulderen, mens han sad og
spillede trommer. Min blev meget flot, fordi jeg lå stille, men Katos blev lidt shaky. Det er et meget fint minde. Men jeg har masser af den slags rundt omkring, der symboliserer en masse minder for mig.

BRIMHEIM: “Min lyst til at få tatoveringer udviklede sig til en slags reclaiming af min egen krop”

ANNONCE