Nyhed

SØLUND FESTIVAL: Verdens største festival for udviklingshæmmede savner politisk opbakning

Sølund Musikfestival er igen i år en realitet, men det er ikke takket være kommunale politikere

I går startede den tre dage lange Sølund Festival, der er verdens største festival for udviklingshæmmede voksne og unge. I alt spiller 40 bands for de 9000 gæster i Dyrehaven i Skanderborg over de tre dage. Kunstnerne tæller navne som Fyr & Flamme, Kato, Benjamin Hav & Familien, Drew Sycamore og Saveus. Alligevel kan Sølund Festival ikke være helt tilfredse med rammerne for dette års festival, lyder det i en pressemeddelelse.

Sølund Festival (også kaldt Sølund Musikfestival) må nemlig konstatere, at der slet ikke er solgt billetter i det omfang, som de er vant til, og de ved godt hvorfor:

”Borgerne kan som sådan sagtens betale for sin egen billet, men det er igen ledsagelsen, der spøger. Kommunerne sparer simpelthen på ledsagelsen og opfordrer til, at familie og venner kan ledsage dem. Men den kontakt er bestemt ikke så stærk, som kommunale politikere og embedsmænd åbenbart tror. Vi er så småt ved at gøre os klar til igen… igen at råbe op for dem, der ikke selv har kræfterne til det,” lyder det blandt andet fra festivalens talsperson Lasse Mortensen.


Lasse Mortensen fortæller yderligere om den skuffelse, det er, når et initiativ som Sølund Musikfestival ikke får den opbakning, som er nødvendig:  

”Vi må konstatere, at vores målgruppe åbenbart skal have det svært, skal overses og overhøres, når der tales om velfærdsdyder, muligheder for kvalitetstid, samvær, fælles oplevelser og gode minder, der kan leves højt på i mange måneder,” lyder det fra en oprørt Lasse Mortensen.

Til trods for den manglende opbakning fra politisk side er Sølund Musikfestival stadig en realitet, og det skal også fejres, mener Lasse Mortensen:


”Men for søren, hvor er vi glade og godt tilpas (…) Rørt til tårer over al den støtte, vi får fra firmaer, fonde, lokalsamfundet og vores festivalvenner fra nær og fjern. Derudover håber vi på massiv opbakning til vores Tov'li Tirsdagsprojekt, hvor vi har åbnet dørene for alle til en fælles "omvendt integrationsfest", hvor det lokale miljø er inviteret til at besøge os, men på vores præmisser,” fortæller festivalens talsperson.

Onsdag og torsdag er pladsen nemlig kun åben for mennesker med et udviklingshandicap, men tirsdag er der derimod budt ind til en slags byfest. Her starter de med ”De små synger”, hvor 700 børn og pædagoger fra de lokale børnehuse dyrker sang, leg og mødes over en kop saftevand. Om aftenen er der ”De grå synger”, hvor 350 mennesker fra byens plejecentre mødes til kaffe og fællessang.

Derudover styrker Sølund Musikfestival også de udviklingshæmmedes egne musikprojekter med 20 såkaldte ”handi-bands” i løbet af festivalen.


LÆS OGSÅ: REGULÆR RØVTUR: Dansk festival konkurs efter tredive års levetid

ANNONCE