Nyhed

PARANOIA, ENGLE OG ÆGTE KÆRLIGHED: Christine & The Queens giver dansk koncert

Det femstjernede franske synthpopfænomen besøger København til september

Fluktuerende kønsidentitet og fortryllende synthpop er centrale elementer i historien om den i dag 34-årige franske musiker, producer og koreograf Héloïse Adélaïde Letissier, alias Christine & The Queens. 

Letissier debuterede for snart ti år siden med albummet Chaleur humaine og var senest aktuel med Redcar Les Adorables Étoiles. Sidstnævnte udkom i efteråret 2022 og høstede fem stjerner i GAFFA. 

Nu har Letissier så meldt sin ankomst til Store Vega i forbindelse med hans - som er Letissiers aktuelle, personlige pronomen - forestående turné under overskriften Paranoïa, Angels & True Love. Sidstnævnte er også titlen på Christina & The Queens kommende album, som er blevet indvarslet af singlen "To Be Honest."


Koncerten finder sted den 16. september, og billetter sættes til salg på torsdag den 30. marts klokken 10.00 via Livenation og et døgn senere via Ticketmaster. De koster 565 kroner plus gebyr.

GAFFAs anmeldere har ved flere lejligheder skrevet særdeles entusiastisk om Letissiers aktiviteter. Det forrige studiealbum, La Vita Nuova fra 2020, høstede de maksimale seks stjerner. Og da Christine & The Queens gæstede Roskilde Festival i sommeren 2019 fik han fem stjerner og følgende salut fra vores anmelder:

"En gennemført totaloplevelse af en koncert, der sender tankerne tilbage til David Byrnes stærkt koreograferede optræden på samme scene på Roskilde sidste år. Helt så vildt var det trods alt ikke i aften, men en flot afslutning på første dag på Arena-scenen fra en særdeles talentfuld kunstner. En kunstner, som måske har følt sig utilpasset som barn og ung, og muligvis stadig gør det, men som i den grad skal være så hjertelig velkommen på nutidens musikscene, og som formodentlig kommer til at præge den stærkt i de kommende år."


 

Hør Christine and the Queens fortolke George Michael på ny ep

ANNONCE