Nyhed

FØLSOM POP OG PULSERENDE BEATS: Kind mod Kind annoncerer headliner-koncerter

Der er lagt op til dansefest og club-fornemmelser når Kind mod Kind spiller koncerter i Danmarks to største byer til foråret

Sommeren 2023 har været travlt for den danske elektroniske gruppe Kind mod Kind, der har leveret shows til flere af landets festivaler.

Nu annoncerer gruppen, at de har to headliner-koncerter i ærmet, som kommer til at finde sted i Danmarks to største byer. Den 16. marts 2024 lægger Kind mod Kind således vejen forbi Voxhall i Aarhus efterfulgt af Pumpehuset i København den 22. marts.

Den energiske gruppe har kun eksisteret i lidt over et år, men har allerede placeret sig solidt på den danske musikscene. De debuterede i september 2022 med en selvbetitlet ep, som blandt andet indeholdt de to hits ”Du gør mig blind” og ”Jeg går amok”. Debut-ep’en modtog fire stjerner af GAFFAs Stefan Rutovic, som fremhævede Kind mod Kind som en gruppe, der har store ambitioner og evnerne til at eksekvere dem:


”Kind Mod Kind har med det her projekt formået at gøre rigtig meget på rigtig kort tid. På seks numre formår de at støbe en virkelig lækker lytteroplevelse sammen. De viser også, at de i den grad har evnerne til at gøre meget forskelligt på deres helt egen måde,” lød konklusionen i anmeldelsen.

Siden sidste års ep-udspil har gruppen udgivet to singler i løbet af 2023. Senest i juni udgav de nummeret "Love Isn't Easy", som er lavet i samarbejde med Medina

Kind mod Kind startede deres store festivalsæson i maj med en koncert på Spot Festival i Aarhus. Koncerten blev anmeldt af GAFFAs Emilie Brøgger Anderson, som var begejstret og kvitterede med fem stjerner:


”Med alt fra mørke technopassager i numrene til den fine og nøgne vokal, der bidrog med poppede elementer, var der noget fint i alle kontrasterne, som Kind mod Kind præsenterede. Hertil var udtrykket skarpt under numrene med det stringente lydbillede – og hvor der var plads til et mere blødt og intimt udtryk imellem sangene, hvilket fungerede eminent, hvor udtrykkene forstærkede hinanden til et excentrisk, energiudløsende og elektrisk kærlighedsbarn,” hed det blandt andet i anmeldelsen.

Billetsalget til headliner-koncerterne 2024 starter torsdag den 19. oktober klokken 10 via Luger.

Varm op til billetsalget med gruppens debut-ep


Den blødeste bunkerfest, du længe har oplevet

ANNONCE