Nyhed

DRØMMEBYEN BRÆNDER: Danske rocklegender på fælles turné

Medlemmer af Gasolin, Burnin Red Ivanhoe og Skousen & Ingemann kan opleves ved flere koncerter over hele landet

Det tynder efterhånden - og helt naturligt - ud i rækkerne af regulære, danske rocklegender i disse år. Hans Vinding, Peter Thorup, Peter Belli, Leif Roden, Ken Gudman, Kim Larsen og Bjørn Uglebjerg er bare nogle stykker af dem, som allerede er tjekket ud.

Heldigvis er der også nogle levende eksemplarer tilbage - og i de kommende måneder kan fire af dem opleves live ved en række koncerter under det fælles bandnavn Dream City Burnin, som dækker over Peter Ingemann, Kim Menzer, Søren Berlev og Tømrerclaus.

Der er med andre ord tale om et veritabelt stjernehold, som trækker direkte tråde tilbage til Gasolin (Berlev), Burnin Red Ivanhoe (Menzer), Skousen & Ingemann (Tømrerclaus) foruden - for Ingemanns vedkommende - Røde Mor, Bellami, No Name med flere. Du kan se kvartettens turnéplan under artiklen.


"Vi er jo første generation at rockmusikere i Danmark, og vi er stadig et band med en høj puls og dermed et ret kraftigt pågående udtryk. Sætliste er ret blandet, dog med mest fra Peter Ingemanns bagkatalog fra Røde Mor, Young Flovers og Skousen/Ingemann," udtaler Tømrerclaus til GAFFS forud for turnéen og tilføjer:

"Jeg bidrager med to numre - "Skoven" (fra Musikpatruljen, 1972) og "Hold op med det der." Kim bidrager med tre numre: Det instrumentale fløjtenummer "Zebra Danza" plus to jazz/blues-numre, hvor han synger.
Ellers er det hu-hej-deruda med tromme og bassolo og store armbevægelser," lover den i dag 78-årige guitarist.

Dream City blev dannet i starten af 90'erne og bestod oprindeligt af Tømrerclaus, Ingemann og Blue Sun-trommeslageren Bo Jacobsen. Trioen debuterede med Do the Blues i 1993, efterfulgt af Syre tre år senere. På Søgelys fra 2004 havde Søren Berlev overtaget Jacobsens plads bag trommerne.


Turnédatoer
19/4 - Haandværkeren, Helsingør
19/5 - Kulturhuset Frem, Svaneke
1/6 - Rosenholm Festival, Hornslet
25/10 - Abzalon, Aalborg
26/10 - Basbio, Brønderslev
4/2-25 - Spilledåsen, Store Heddinge

BURNIN RED IVANHOE: Tiden har arbejdet for musik­ken

ANNONCE