Nyhed

CS Nielsen guider dig gennem sit nye album

Sangeren og sangskriveren fortæller om de 13 numre på sit nye udspil "Man of the Fall"

Sangeren og sangskriveren CS Nielsen har i dag udgivet sit andet album, "Man Of The Fall", som GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt netop har tildelt fire stjerner og skrevet, at albummet "kan høres året rundt". I forbindelse med udgivelsen af det nye album har Nielsen givet et langt interview til GAFFA, som du kan læse i vores artikelsektion. CS Nielsen har også lavet en guide til samtlige 13 sange på albummet, og den kan du læse her.

 

1. Border Blues.


En sang om den umulige hjemkomst, og vores grundlæggende fremmedhed i verden. En sang til nogle af mine mytologiske forfædre: Kain, Judas og Hank Williams. "I'm black and blue far across the border/ I wish I knew my way back home."

 

2. Man of the Fall.


En sang om efteråret og syndefaldet som en eksistentiel grundstemning. En lystig dans mod den uomtvistelige forgængelighed. Vi skal alle dø, men "I will do my best to please you/ In my own autumnous way/ 'Cause I'm a man of the fall."

 

3. Road Song.


En sang om livets landevej, hvor der ikke er nogen frakørsler. "Some songs are for the money/ Some for pleasure and pain/ Some for bright and sunny/ Some for pourin' rain/ This one's for the road and for the fuel I have to burn/ To reach that unknown country/ From where no one returns."

 

4. Blood of the Lamb.
En lidt gotisk sang om bod og soning – i kødelig og åndelig forstand. En lille hyldest til Howlin' Wolf har sågar også sneget sig med. "Would you meet me at the slaughter/ And let me pour you another dram?/ Then come and drink from the blood of the lamb."

 

5. I Followed My Woman.
En sang om grænselandet i figurativ og helt konkret forstand. Da jeg skrev den boede jeg faktisk i marsklandet vest for Ribe, i det gamle Sønderjylland. Den handler om den knivsæg vi må balancere på imellem ansvar og afmagt. Den handler om nuet, som i Kierkegaardsk forstand er grænsen mellem timeligheden og evigheden. Og flere andre grænser og afstande: f.eks. afstanden imellem min fars død og min datters fødsel. "I followed my woman to the border country/ Where the land is flat and the sky is deep/ I made a deal with the past I made a deal with the future/ Now I have a fortress to hold/ Now I have promises to keep."

 

6. Old House by the Sea.
Endnu en sang om det umulige hjem. Det gamle hus er nok mine bedsteforældres gamle hus på Samsø, hvor jeg tilbragte store dele af min barndom, og hvor min kone og jeg igen boede i en periode. Udtrykket "Old Hannah" er en gammel betegnelse for solen, som Lead Belly eksempelvis besynger i en af sine chain gang hollers. "I couldn't fly so I went deeper/ Diggin' for the roots of my tree/ For better and for worse returnin'/ To the old house by the sea."

 

7. Come to the Bower.
En sang inspireret af en gammel skotsk march og den irske fællessang "Wild Mountain Thyme". En ærlig sang om kærlighed må bestå af en forhåbningsfuld del i dur og en mere skeptisk del i mol – det gør denne her i hvert fald. "Sometimes I gotta listen to my second mind/ It tells me that the rainclouds soon will gather/ I guess it won't be water but fire next time/ Do you think that we might stand it all together?"

 

8. Black Jack Davey.
Baseret på den gamle engelsk ballade fra det 17. århundrede "The Gypsie Laddie", som siden har overlevet i Appalachia-bjergene i U.S.A. i mange forskellige versioner. Den handler om hvad der sker når tre mennesker mødes og sød musik opstår! Først sammensatte jeg brudstykker fra alle de versioner jeg har kunnet støve op (bl.a. Carter Family, Woody Guthrie, Bob Dylan, Doc Watson, John Jacob Niles, The Clancy Brothers & Tommy Makem og Jean Ritchie), siden skrev jeg resten af teksten selv. "Black Jack Davey come a-ridin' through the woods/ Singin' so loud and gaily/ With his old guitar and a joyful song/ He charms the heart of a lady."

9. A Stone's Throw Away.
En sang om afstand som et grundvilkår. "I'm a heartbeat ahead and a heartbeat behind."

 

10. Miles to Go.
En sang om bevægelse og den smertelige nødvendighed i at komme videre. Et gammelt Robert Frost-digt spøgte i hovedet på mig da jeg skrev den, og et citat herfra har sneget sig ind i titlen. "I can't help i mama I just ain't got no answers/ In fact a few good questions are the only truth I know."

 

11. Makeup.
En sang om minder og om den sødmefuldhed og humor som selv ubærlig smerte kan blive indrammet i når tiden får lov at gå sin nådige gang. "What I remember best/ Is your sweet whiskey breath/ And the sun pourin' down like a tropical shower/ On the hours that passed/ In the tall lazy grass/ Where we lay among the cigarette butts and the flowers."

 

12. Sometimes at Night.
En sang om fremmedgørelse og grundlæggende menneskelig ensomhed. Med denne (pladens måske mørkeste sang) vil jeg gerne tilslutte mig Inger Christensens ord om at man skal forsøge at overkomme angsten med angsten i behold. "Sometimes at night I hear the sound of a train blowin' down the line/ Then I wake with a burnin' itch like a bad seed growin' in my mind/ I turn on the light and my face in the window is all I see/ And I wonder if it's half as dark outside as it is inside of me."

 

13. Nothin' but.
I gamle dage sluttede hillbilly-koncerter altid af med en closing hymn, og denne sang er på en måde en salme. Sangen forholder sig bl.a. til idéen om skæbne og tilfælde som vigtige medspillere i livet, sproget og kunsten. Tro ligger, for mig, bagved disse idéer – den afviser dem ikke. William Blakes Songs of Innocence og Songs of Experience spøger flere steder i sangen. "Just another scar of experience/ Just another massacre of innocence/ Just another song handed down/ by the master of fate and coincidence."

 

ANNONCE