Nyhed

Kesi annoncerer vinterturné

Den albumaktuelle succesrapper har annonceret vinterturné

Til næste år fylder den populære, dansk/tanzanianske rapper Oliver Kesi Chambuso - eller blot Kesi - 30 år. Forinden fyrer han den dog eftertrykkeligt af på landets livescener i kølvandet på sit fjerde studiealbum, som bærer titlen 30 somre og udkom for få uger siden.

Kesi er allerede på plakaten på adskillige spillesteder og festivaler denne sommer - og i dag har han så annonceret en vinterturné med besøg i landets fire største byer til februar og marts 2023. Der lægges fra land på aarhusianske Train den 17. februar og sluttes med et brag i KB Hallen den 9. marts. 


Kesi har de senere år været blandt de tre mest spillede danske kunstnere på streamingtjenesten Spotify. Eller, som det hedder i en pressemeddelelse i anledningen af vinterdatoer:

"Kesi behøver ingen introduktion; han er et af landets stærkeste live performere med et kæmpe katalog af hits og en usammenlignelig energi - der er få ting, der har defineret 10'ernes lyd som ham (...) Det er svært at forestille sig en hitliste anno vores tid, der ikke er prydet af Kesis charme og karakteristiske rap."

LÆS OGSÅ: Følelsen af at være ekstra


Biletter til de fire koncerter går i salg på fredag den 15. juli klokken 10.00 via Live Nation og Ticketmaster. 

30 Somre turné 2023

17. februar: Train, Aarhus
18. februar: Royal Stage Skråen, Aalborg
3. marts: Posten, Odense
9. marts: K.B. Hallen, København


 

ANNONCE