Nyhed

Ozzy Osbournes datter overlever dødelig brand i indspilningsstudie

Aimee Osbourne og en producer slap ud i live, mens en anden musiker omkom på tragisk vis

Torsdag den 19. maj udbrød der brand i et indspilningsstudie i Hollywood. En person mistede livet, og to nåede at slippe ud med lettere kvæstelser. En af disse var Ozzy Osbournes datter, musiker og skuespiller Aimee Osbourne, som slap ud sammen med sin producer, ifølge Billboard.

Aimees mor Sharon Osbourne har kommenteret hændelsen i et Instagram-opslag: “I dag arbejdede min datter i et indspilningsstudie i denne bygning med en producer. De er heldige at være kommet ud i live. Det er hjerteskærende, at nogen mistede livet i dag i denne brand, og vi beder for personen og vedkommendes familie. Det, der skete i dag, er mere end forfærdeligt. Jeg håber, at bygninger som denne bliver bedre brandsikret i fremtiden. Bygningen var et kreativt knudepunkt for musik i Hollywood, et sted, der burde være blevet brandbeskyttet. Producere, musikere og kunstnere mistede også alt deres udstyr. Endnu en gang beder vi for familien og vennerne til den person, der mistede livet i denne frygtelige brand."

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Sharon Osbourne (@sharonosbourne)


Ifølge LA Times har myndighederne ikke navngivet den person, der døde, men andre, der arbejdede i samme bygning, identificerede personen som Nathan Avery Edwards, også kendt som Avery Drift. "En talentfuld ung kunstner, producer og tekniker. Han var et meget lovende talent," sagde hans ven Jonathan Wellman i et interview med LA Times.

Det er endnu uklart, hvad der forårsagede branden. Aimee Osbourne har siden 2010 udgivet musik under navnet ARO. Det var dog først i 2020, hun udgav sit debutalbum, Vacare Adamaré, hør en sang derfra nedenfor.


LÆS OGSÅ: Paranoid 50 år: Vi kårer de 10 bedste Black Sabbath-sange

ANNONCE