Nyhed

Ny undersøgelse slår fast: der er udbredt sexisme i den danske musikbranche

GAFFA.dk – alt om musik

Foto: Espichicoque, en ung, kvindelig kunstner på vej frem (Espichicoque har derudover ikke noget med undersøgelsen at gøre)

Hovedkonklusionen er slående – sexisme forhindrer kvinder i at have de samme karrieremuligheder som deres mandlige kollegaer.

Musikorganisationerne Koda, Dansk Live, JazzDanmark, Snyk, ROSA og Tempi står bag en ny undersøgelse med titlen “Hvorfor er der så få kvinder i musikken?”. Analysen er udført af Analyse & Tal og KVINFO, og konklusionen er klar: “Der er en udbredt sexisme i den danske musikbranche, og derfor møder kvinder markant flere arbejds- og karrieremæssige barrierer sammenlignet med mænd.”


Undersøgelsen sætter fokus på årsagerne til den skæve kønsbalance i musikbranchen, og det er ifølge bagpersonerne den første af sin slags, der på tværs af køn undersøger kønnets betydning for udøvende og skabende musikeres muligheder og begrænsninger, hvad angår karriere i Danmark.

LÆS OGSÅ: MUSIKBRANCHENS VRANGSIDE: Når sandheden skal frem

Konklusionen er draget på baggrund af 6.000 spørgeskemabesvarelser, hvor 1.500 derudover har suppleret med en åben besvarelse.


Der påvises en tydelig ubalance mellem kønnene i undersøgelsen, hvor grænseoverskridende adfærd og seksuel chikane rammer det kvindelige køn hårdest. Hele 64% af kvinderne har oplevet én eller flere former for grænseoverskridende adfærd inden for de seneste fem år i arbejdsregi, hvor mændene tilsvarende lander på 44%. Kigger man dog på kvinder under 30 år, er tallet helt oppe på 80%. Den helt store forskel mellem kønnenes oplevelse af den grænseoverskridende adfærd ligger i, at de mandlige kunstnere primært oplever den seksuelle chikane fra publikum, hvor de kvindelige kunstnere i stedet oplever det fra personer, der har direkte indflydelse på deres karriere.

Kvinder i musikbranchen oplever at blive begrænset af stereotype forestillinger og fordomme, hvad angår evner og kompetencer, hvilket kan forringe deres muligheder for at opnå eller bibeholde deres karriere.

Generelt er musikbranchen præget af usikre og uregulerede arbejdsforhold, men det viser sig desværre, at de negative konsekvenser af dette rammer kvinderne hårdere. Her er der både tale om psykisk belastning og manglende juridiske rettigheder.


LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Hvor træt er du af at høre om ligestilling?

Den sexisme, som kvinderne oplever er også gældende for de 71 ikke-ciskønnede, der bidrog til undersøgelsen, og på nogle punkter endnu mere udbredt. Hele 70% af de ikke-ciskønnede har oplevet en eller flere former for grænseoverskridende adfærd eller seksuel chikane, og 47% af de adspurgte har oplevet, at deres køn har betydning for vurderingen af deres evner.

Kodas forperson Niels Rønsholdt udtaler i forbindelse med undersøgelsen: “...Det er helt uacceptabelt, at det skal være så meget sværere at være kvinde end mand i musikbranchen. Det kan vi ikke leve med hverken som branche, som arbejdsgivere, som kollegaer eller som organisationer, og derfor kalder undersøgelsen på, at alle aktører i musikbranchen må og skal tage et ansvar nu.”

Arbejdet for at komme sexismen til livs er nu påbegyndt, blandt andet ved oprettelsen af Diversity LAB, der skal finde varige løsninger på de omfattende problemer inden for branchen. Rapporten anbefaler samtidig, at de juridiske rettigheder skal styrkes i forhold til graviditet og barsel, og en kultur uden krænkelser, seksuel chikane, bias og stereotyper skal understøttes.

LÆS OGSÅ: TEMA-ARTIKEL: Kønsubalancen i musik er strukturel sexisme

Læs hele undersøgelsen her

 

ANNONCE