Opdag fremtidens hovednavne på by:Larm Festival

D. 14.-16. september løber by:Larm 2023 af stablen. Festivalen showcaser artister fra hele verden – bl.a. Tyskland, USA, UK, Østrig, Canada, Sverige, Norge og Danmark – og byder på et lærerigt og alsidigt konferenceprogram med internationale gæster.

Hvert år danner Oslo rammerne for by:Larm, der længde har holdt skansen som den største og mest indflydelsesrige showcasefestival i Norden. Her kan nysgerrige koncertgængere og musikbranchefolk opleve fremtidens musikalske stjerner. Tidligere har festivalen kunnet præsentere navne som Billie Eilish, Sigrid, Lewis Capaldi, Iceage, Tove Lo, MØ, Icona Pop, Lykke Li, Todd Terje, Jenny Hval og Aurora.

”Det er et snævert nåleøje at blive booket til by:Larm, og når publikum ser festivalplakaten, skal de vide, at artisterne, som spiller, er fremtidens hovednavne og prisvindere,” fortæller Erik Egenes, daglig leder for by:Larm.

Udover at være knudepunkt for nye og hypede musikacts, er festivalen også et sted, hvor branchen kan diskutere og vende bevægelser, trends og problematikker i musikindustriens udvikling. Som branchedeltager kan by:larm derfor give indblik i, hvad der rører sig i diverse territorier og etablere nye forbindelser til internationale og nordiske samarbejdspartnere.

Daglig leder for by:Larm, Erik Egenes, gør os her klogere på festivalen.

Hvordan sikrer I et progressivt musikprogram år for år?
”For at sikre et friskt program er vi hele året ude og se musik – både herhjemme i Norden og på festivaler i hele verden. Det er vigtigt at have fingeren på pulsen, og hver dag modtager vi tips fra hele den nordiske musikbranche, som vi bruger til at sammensætte et skarpt kurateret program. Derudover har vi gode samarbejdspartnere, som byder ind med deres favoritter. Øyafestivalen og Ladies Music Pub har for eksempel i flere år præsenteret deres egne koncertaftener på by:Larm. I år er jeg specielt stolt af samarbejdet med et af vores nordiske favoritpladeselskaber, Escho. Deres aften på Revolver med Fine, Snuggle og Elias Rønnenfelt kommer til at stikke af.”

Er der noget på dette års musikprogram, som du gerne vil fremhæve?
”Vi er virkelig stolte af årets program, som byder på 150 koncerter på de 15 bedste scener i Oslo centrum. Fremadstormende artister som Kara Jackson (US), Bar Italia (UK), Uche Yara (AT), Grove (UK), Boko Yout (SE), Lover’s Skit (SE) og Blæst (DK) vil få by:Larm til at gå amok. Der er ikke mange festivaler, hvor man får chancen for at opleve så meget god musik fra hele verden indenfor en 900 meters radius!”

Er der noget på konferenceprogrammet, som du gerne vil fremhæve?
”Jeg ser specielt frem til at høre paneldebatten mellem Laura Snapes og Lewis Capaldis agent Ryan Penty. Laura har ytret sig meget kritisk om måden Capaldis hold har arbejdet med ham på – særligt nu, efter han har måttet aflyse sin sommerturné af hensyn til sit mentale helbred. Det bliver nok intenst, men først og fremmest tror jeg, at det bliver konstruktivt og ikke mindst lærerigt”

”Jeg ser også frem til åbnings-keynoten med Elijah, der oprindeligt slog igennem som grime-DJ i 10’erne, men som nu driver noget så sjældent som 100% bullshit-fri artistcoaching. Tjek hans instagram @eli1ah ud og hans Yellow Squares-serie. En god åbning på en konference, som naturligvis også kommer til at handle meget om AI. Ellers ser jeg frem til samtalen med Lush- guitarist Miki Berenyi, der er aktuel med en virkelig god selvbiografi, ’Fingers Crossed’.”

by:Larm finder sted i Oslo den 14.-16. september.

Læs mere om by:Larm og årets festivalprogram her

Find billetter her

ANNONCE