Nyhed

COPENHELL 2023: Helvedesbraget på Refshaleøen afslører fem nye navne

Der tilføjes nu fem nye navne til det næsten udsolgte Copenhell

Metalfestivalen Copenhell føjer nu yderligere fem artister til weekendens musikprogram. Copenhell har løbende annonceret årets program, der blandt andet inkluderer det legendariske rockband Guns N’ Roses, Pantera, Def Leppard og Slipknot. Nu tilføjer de yderligere fem navne fra både den danske og internationale scene.

Et af de nye navne er en genganger på Copenhell-programmet. Der er tale om Aarhus Symfoniorkester, som i år ledsages af ingen andre end ”Troldspejlet”-vært, Jacob Stegelmann. Symfoniorkestret inviterer til en fredag eftermiddag i nørderiets tegn, når de præsenterer musik fra både Star Wars, Godzilla, Doom, Gremlins og Dødens gab.

Derudover kan festivalgængerne se frem til at høre den finske musikpionér, Ville Vallo, der fik sit gennembrud med rockbandet HIM. Efter bandets opløsning har Ville Vallo fortsat med at kreere rock inden for sit dystre og drømmende univers, hvilket han cementerede med udgivelsen af sit debutalbum tidligere i år.


Copenhell føjer også den københavnske trio Dirt Forge til programmet. De fik deres debut med Soothsayer i 2017 og har siden turneret ihærdigt i både ind- og udland med deres progressive rock-og metallyd. De gæstede også When Copenhell Freezes over i 2018, der er Copenhells svar på en seriøs forfest.

Blandt de sidste to nye navne årets udgave af Copenhell finder man også det amerikanske rock’n’roll-band Mammoth Wvh, der oprindeligt startede som et soloprojekt for Wolfgang van Halen; søn af guitarist og Van Halen-medlem, Eddie Van Halen.

Den sidste tilføjelse bliver gruppen End, der rummer medlemmer fra både Counterparts, Fit for an Autopsy og The Dillinger Escape Plan. Der er derfor dømt hidsig og intens hardcorepunk, når den amerikanske gruppe kommer til Refshaleøen.


Copenhell 2023 er tæt på at være fuldstændigt udsolgt. Der er i øjeblikket kun de såkaldte R.I.P.-billetter tilbage til festivalen, samt campingpladser til eget telt. Køb dem her.

ANNONCE