Nyhed

MOR, JEG KLAREDE DET: JJ Paulo tager på turné

Stjerneskuddet fra Silkeborg tager på sin første landsdækkende turné til efteråret

Det er blot et par uger siden, den tanzanisk-fødte Joram Johan Paulo - alias JJ Paulo - fyrede op under publikum med en veloplagt optræden ved uddelingen af GAFFA Prisen i Aarhus.

Nu annoncerer Paulo så sin første Danmarksturné, som indledes i Esbjerg ved udgangen af oktober og kommer omkring yderligere 13 byer over hele landet, inden Paulo og band sætter punktum i Aarhus den 9. december.

JJ Paulo debuterede med ep'en Baba Mufasa i 2020 og har siden udgivet yderligere to ep'er - senest Joram, der udkom i efteråret. I samme periode har Paulo markeret sig som et dynamisk livenavn og har ved flere lejligheder modtaget fem stjerner fra vores anmeldere.


Det var tilfældet, da Paulo gav koncert på Grimfest i Aarhus i sommeren 2021, og begejstringen var intakt, da Paulo i efteråret '22 indtog Store Vega i København.

"Fem kvarters afrobeat-extravaganza senere udbryder en koncertgænger nærmest grædefærdig: 'Jeg vil ikke hjem.' Ufrivillig hjemsendelse fra Afrika tilbage til Danmark er for nu en realitet," rapporterede GAFFAs udsendte og fortsatte:

“'Vi ses i Royal Arena om tre år,' lyder løftet fra Paulo, og der er næppe én til aften, der ikke allerede vil kaste gode penge efter endnu bedre rytmer. Mon ikke det bliver tidligere end om tre år."


Foreløbig "nøjes" JJ Paulo med at vende tilbage til Store Vega den 30. november - som ét af de i alt 14 stop på den kommende turné, der afvikles under overskriften Mama, I Made It Tour 2023.

Turnédatoer

27.10 - Tobakken, Esbjerg


28.10 - Pavillonen, Grenaa

03.11 - Harders, Svendborg

04.11 - Tapperiet, Køge

10.11 - Posten, Odense

11.11 - Musikkens hus, Aalborg

17.11 - Bygningen, Vejle

18.11 - Mejeriet, Sønderborg

24.11 - Kedelhuset, Silkeborg

25.11 - Stars, Vordingborg

30.11 - Store Vega, København

01.12 - Mantziuslive, Birkerød

08.12 - Generator, Ringkøbing

09.12 - Aarhus Village, Aarhus

 

JJ PAULO-INTERVIEW: Drømmen om at være den, man selv manglede som barn

ANNONCE