Nyhed

Spotify-klage ender med milliardbøde til Apple

På trods af bødens størrelse sammenligner Magrethe Vestager det med en "parkeringsbøde" for en virksomhed som Apple

Apple får en bøde på 1,8 milliarder euro, hvilket svarer til 13,42 millarder danske kroner. Det sker efter, Spotify i 2019 anklagede Apple for at blokere for at streamingtjenester kunne "informere deres brugere om betalingsmuligheder udenfor App Store", og at Apple kræver 30 procent i gebyrer fra deres App Store. Det skriver Reuters.

EU-Kommissionen med Magrethe Vestager i spidsen har behandlet sagen og uddeler nu en bøde på over 13 milliarder danske kroner til Apple, som kommissionen mener er konkurrenceforvridende ved ikke at give eksempelvis Spotify mulighed for at fortælle deres brugere, at der findes alternative (og billigere) musikservices udenfor Apples egne systemer:

"I et årti har Apple misbrugt deres dominerende position i markedet for distribution af musikstreamingapps gennem App Store. Det har de gjort ved at begrænse udviklere i at informere brugerne om alternative, billigere musiktjenester, som er tilgængelige uden for Apple-økosystemet. Dette er ulovligt i henhold til EU's konkurrenceregler", siger ledende næstformand i EU-Kommissionen Magrethe Vestager i en udtalelse ifølge Reuters.


Ifølge TV2 sammenligner Magrethe Vestager dog bødens størrelse med en "parkeringsbøde", da det svarer til 0,5 procent af tech-virksomhedens afkast. Oplysninger fra Ritzau siger, at de 13 milliarder dog er en tilføjelse til en oprindelig bøde, som skulle virke "afskrækkende" overfor Apple. EU's konkurrencestyrelse uddyber her ikke, hvor stor den oprindelige bøde var. 

Apple skal fjerne begrænsningerne inden den 7. marts. 

LÆS OGSÅ: Svindelsag: Jeg blev rimelig rystet over det, vil jeg gerne indrømme


ANNONCE