Nyhed

Brimheim annoncerer karrierens hidtil største turné

Den kritikerroste sanger og sangskriver giver ni danske koncerter, når forårets europaturné er overstået

Det er kun tre et halvt år siden, Brimheim - alias Helena Heinesen Rebensdorff - udgav debut-epen Myself Misspelled. I '22 udkom debutalbummet Can’t Hate Myself Into a Different Shape, ligesom Rebensdorff har givet en stribe kritikerroste koncerter på blandt andet Spot Festival, Roskilde Festival og Syd for Solen.

Nu er Brimheim så klar med sin mest omfattende turnéplan til dato. Tilbage i september annoncerede hun en lille håndfuld koncerter i Holland, Tyskland og England.

Siden er flere udenlandske datoer føjet til forårets koncertkalender - og i dag annoncerer Brimheim så en tur til ni danske spillesteder til efteråret. 


"Nu går den ikke længere, darlings!. Tiden er inde. Jeg tager på dansk headliner-turné, og det bliver den største af slagsen indtil videre. Jeg kommer rundt i hele landet, og du kan betragte dette som din indbydelse," udtaler Brimheim i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Kom og svaj og ras og skrål og græd og dans med sammen med mig. Det bliver uden tvivl noget helt særligt! Jeg glæder mig enormt." Du kan se den fulde turnéplan under artiklen. 

Brimheims andet album udkommer efter planen den 22. marts og har fået titlen Ratking. Hun har allerede delt to singler fra albummet - senest "Brand New Woman," hvor hun får selskab af kollegaen Eee Gee.


Turnéplan 2024

2. februar, 2024: Kold Festival, Kolding - DK
17. februar 2024, Nordklang Festival, St. Gallen - CH
17. maj 2024: Kantine Berghain, Berlin - DE
18. maj 2024: Orange Blossom Special, Beverungen - DE
19. maj 2024, V11, Rotterdam - NL
21. maj 2024: Merleyn, Nijmegen - NL
22. maj 2024: Lexington, London - UK
23. maj 2024: Point Éphémère Paris - FR
16. august, 2024: Langs Akerselva Festival, Oslo - NO

24. oktober, 2024: Tapperiet, Køge
25. oktober, 2024: Templet, Lyngby
26. oktober, 2024: Gimle, Roskilde
30. oktober, 2024: Posten, Odense
21. oktober , 2024: Skraaen, Aalborg
1. november, 2024: Train, Aarhus
2. november, 2024: Store Vega, København
7. november, 2024: Fermaten, Herning
9. november, 2024: Harders, Svendborg


BRIMHEIM: “Min lyst til at få tatoveringer udviklede sig til en slags reclaiming af min egen krop”

ANNONCE